Vedtægter for Visions-Partiet

  • Udskriv

Vedtægterne er opdelt i 13 paragraffer

 

 

Navn
§1

Partiets navn er Visions-Partiet.


Formål
§2

Partiets formål er at fremme en ny vision for samfundet ud fra spirituelle idealer, menneskehedens tidløse visdom og en brobygning mellem holistiske og videnskabelige verdensbilleder.
Grundholdningen tager udgangspunkt i:
* Respekt for og kærlighed til det enkelte menneske.
* Ligeværd, fællesskab og tryghed imellem mennesker.
* Ansvarlighed og åbenhed imellem mennesker.
* Respekt for alt liv og for Jorden.
Partiets IDÉGRUNDLAG, vedtaget d. 25/8 2002, er bærende for partiets virksomhed.


Medlemmer
§3

Enhver, som betaler partiets årskontingent, er medlem af partiet. Kvittering er gyldig medlemsbevis. Kontingentets størrelse fastsættes på generalforsamlingen efter forslag fra bestyrelsen.

Optagelse sker gennem henvendelse til bestyrelsen.

Udover enkeltpersoner kan foreninger, virksomheder og lignende være medlem.


Bestyrelsen
§4

Partiets arbejde ledes af en bestyrelse på 5-9 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen. For så vidt bestyrelsesantallet ikke når 5, er bestyrelsen bemyndiget til at supplere sig med nye medlemmer, hvis valg vil være at godkende af den nærmest følgende generalforsamling.
Ca. halvdelen af bestyrelsens medlemmer er på valg på lige år, og ca. halvdelen er på valg på ulige år.
Der vælges på generalforsamlingen 2-5 suppleanter, der ligeledes vælges for 2 år ad gangen.

Bestyrelsens medlemmer kan genvælges. Bestyrelsen, der konstituerer sig selv umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger ved afstemning blandt sine medlemmer en formand, en næstformand og en kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når et flertal af bestyrelsen inklusive formanden eller næstformanden er deltagere i bestyrelsesmødet. I tilfælde af stemmelighed udgør formandens stemme - i dennes fravær næstformandens stemme - udslaget.

Der vælges på hvert bestyrelsesmøde en referent, der fører referat over alle mødet.


Regnskab og revision
§5

Partiets regnskabs- og virkeår følger kalenderåret.

Regnskabet skal - før den ordinære generalforsamling - være revideret af en udenfor bestyrelsen valgt revisor.
Revisoren vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.

Partiets likvide formue skal være anbragt i et pengeinstitut, som har en målsætning, der er i overensstemmelse med partiets formål.


Generalforsamlingen
§6

Generalforsamlingen er i alle partiets anliggender partiets højeste myndighed indenfor de af Danmarks love fastsatte grænser.

Den årlige generalforsamling afholdes senest d. 31. maj.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det nødvendigt. Ekstraordinær generalforsamling skal endvidere indkaldes, når mindst 1/4 af medlemmerne med angivelse af dagsorden skriftligt forlanger det. I dette tilfælde skal indkaldelsen ske senest 14 dage efter begæringens modtagelse.

Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden ved bekendtgørelse enten i partiets nyhedsblad eller i en af partiet udsendt meddelelse til medlemmerne. Der skal være mindst 1 måneds varsel både for en ordinær og for en ekstraordinær generalforsamling.

For så vidt angår den ordinære generalforsamling skal indkaldelsen oplyse, hvem der i henhold til vedtægterne er på valg, hvilke der ønsker genvalg, samt hvilke af foreningens medlemmer der opstilles. Nye kandidater skal tilmeldes bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen. Forslag til nye kandidater og til nye punkter på dagsordenen - i forhold til indkaldelsen - offentliggøres på partiets hjemmeside senest 14 dage før generalforsamlingen.

Et eksemplar af partiets regnskab skal ligge til gennemsyn eller sendes ud til medlemmerne senest 8 dage før den ordinære generalforsamling.

Generalforsamlingens funktion
§7

Generalforsamlingen indledes med valg af dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten styrer generalforsamlingens forhandlinger. Der vælges ligeledes en referent.

På den ordinære generalforsamling afgiver formanden beretning om virksomheden i det forløbne år, og kassereren fremlægger herefter det reviderede regnskab til godkendelse.

Ethvert medlem, der har betalt kontingent, har stemmeret.
Der kan stemmes ved fuldmagt. Et medlem, der stemmer på generalforsamlingen, må kun stemme med fuldmagt fra højest to andre medlemmer
Ethvert medlem har ret til at stille forslag til behandling på generalforsamlingen, forslaget skal da være bestyrelsen i hænde gerne inden 1.april og senest 3 uger før generalforsamlingen.

Afstemningen på generalforsamlingen skal være skriftlig, hvis blot ét tilstedeværende medlem ønsker dette. I forbindelse med afstemningen vælges ved håndsoprækning to uvildige personer til at virke som stemmeoptællere. Skulle stemmerne på 2 eller flere kandidater stå lige, foretages skriftlig omvalg mellem disse. Skulle stemmerne atter stå lige, anvendes lodtrækning. Beslutninger træffes ved stemmeflerhed.


Dagsorden
§8

Dagsorden for den ordinære generalforsamling:

1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Formandens beretning.
4. Godkendelse af regnskab.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Behandling af indkomne forslag.
7. Valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.

Eksklusion
§9

I tilfælde af, at et medlem modarbejder partiets formål eller arbejde, kan bestyrelsen beslutte eksklusion, som efterfølgende skal fremlægges til endelig godkendelse på næstfølgende generalforsamling.


Tegning - Hæftelse
§10
Partiet tegnes ved sin underskrift af kasserer og 2 andre bestyrelsesmedlemmer.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den partiet til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke partiets medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.


Partiets virksomhed
§11
§11.1
Partiafdelinger og kredse
Bestyrelsen kan godkende oprettelse af partiafdelinger og kredse omfattende en flerhed af afdelinger.

11.1.1 Lokalafdelinger og kredse står under bestyrelsens politiske og organisatoriske beslutninger.

11.1.2 Eventuelle uenigheder i en lokalafdeling eller mellem lokalafdeling og kreds afgøres endeligt af bestyrelsen.

§11.2
Opstilling
Opstilling til Folketing, regionsråd, amter m.v. foretages af bestyrelsen.
Der opstilles med partiliste.
Opstilling til kommunalbestyrelser foretages af bestyrelsen.

11.2.1 Der kan ske indstillinger fra lokalforeninger, men bestyrelsen er ikke bundet heraf.

§11.3
Partiskat
Bestyrelsen fastsætter regler for bidrag til partiet af medlemmer, der er valgt til lønnede hverv.

§11.4
Politiske udtalelser
Det er alene bestyrelsen eller den, der er udpeget af denne, der må udtale sig på partiets vegne i landspolitiske temaer.
Andre udtalelser skal være søgt bekræftet af bestyrelsen eller den, bestyrelsen har udpeget dertil.

§11.5
Indgåelse af partialliancer
Partialliancer skal normalt forhåndsgodkendes af bestyrelsen.

§11.6
Lokalafdelingers økonomi

11.6.1 Lokalafdelingerne kan søge om tilskud fra bestyrelsen.

11.6.2 Lokalafdelingen kan opkræve et lokalkontingent efter godkendelse hos bestyrelsen.

11.6.3 Sponsorater skal godkendes af bestyrelsen. Det samme gælder modtagelse af gaver m.v.

11.6.4 Bestyrelsen kan fastsætte særlige kontingenter, f.eks. i forbindelse med valg, overfor medlemmerne og kan kræve medfinanciering af lokalforeningerne.


Vedtægtsændringer
§12

Til ændring af partiets vedtægter kræves mindst 2/3 majoritet af de afgivne stemmer. Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.


Partiets opløsning
§13

Til partiets opløsning kræves mindst 2/3 majoritet af samtlige partiets medlemmer. Er 2/3 af medlemmerne ikke tilstede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen - senest 30 dage efter - indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende medlemmer.

Ved partiets opløsning skal de indestående midler overdrages til en forening eller et fond med et formål svarende til partiets.




Den 25. august 2002, som vedtaget af den stiftende generalforsamling


Formand

_____________________________



Næstformand Kasserer

_____________________ ____________________


Øvrige bestyrelsesmedlemmer:



Øvrige medstiftere: