Fra folkekirke til folkets kirke

  • Udskriv
Detaljer
Senest opdateret: Torsdag, 21. marts 2013 19:14

Artiklen beskriver en vision for den danske folkekirke

Den brede forkyndelsesfrihed

Økonomi og organisering i folkets kirke

Behovet for en ny kristologi

 

Ved Asger Lorentsen, cand. mag. i kristendomskundskab og historie, forfatter til åndsvidenskabelige bøger, medlem af VisionsPartiets bestyrelse
13. marts 2004

Der er en tendens til, at kirkeministeren og andre toneangivende repræsentanter for Folkekirken ønsker at nedtone debatten om Den Danske Folkekirkes fortsatte beståen. Denne debat er imidlertid uundgåelig, fordi den nuværende folkekirke bygger på et totalt misforhold mellem medlemmernes tro og livsforståelse og den udgave af kristendommen, som de samme medlemmer bør forholde sig til ud fra Folkekirkens bekendelsesskrifter. Lad os først se på elementer i dette misforhold og derefter på nogle af de muligheder, som præster, befolkning og politikere må overveje for at skabe en større samklang mellem den nuværende form for religiøsitet og en eventuel folkekirke.

En væsentlig problemstilling er, at de fleste debatører forestiller sig, at præster blot kan forny det kristne budskab ved at være mere pædagogiske og ved at anvende et moderne sprog. Men problemet med at Folkekirken skulle repræsentere folkets kirke er, at befolkningen som helhed i de sidste årtier har bevæget sig langt bort fra Folkekirkens luthersk-paulinske grundlag. Vi kunne f.eks.:

1. Spørge et repræsentativt udvalg af de 80% af den danske befolkning, som er medlemmer af Den Danske Folkekirke: ”Er kristendommen for dig at tro på den treenige Gud, der gennem Jesu død på korset frelser dig og giver dig evigt liv, eller er kristendommen for dig at have tillid til Gud som et kærligt forsyn og at leve et næstekærligt liv inspireret af Jesu ord og eksempel?” Det sandsynligste resultat af dette spørgsmål vil være, at ca. 80% af Folkekirkens medlemmer vil svare ja til den sidste mulighed og kun 20% vil svare ja til den

2. Stille følgende spørgsmål til et udvalg af medlemmerne: ”Anser du Jesus for primært at være din frelser og forsoner, eller anser du Jesus for primært at være et ideal for dig, hvis eksempel og tale har betydning for dit liv?” Også her vil sandsynligvis 80% af Folkekirkens medlemmer svare ja til den sidste mulighed, til trods for at Folkekirkens bekendelsesskrifter lægger vægt på den første mulighed.

3. Lade følgende væsentlige spørgsmål rettes til medlemmerne af Folkekirken: ”Anser du det for mest sandsynligt, at livet efter døden sker i form af din fysiske krops opstandelse ved historiens afslutning, hvorefter Jesus vil dømme dig til enten himmel eller helvede, eller anser du det for mest sandsynligt, at bevidstheden kan fortsætte direkte efter kroppens død i en form for tilstand uden krop, uden en endegyldig dom og uden en afgørende skelnen mellem, hvem der er ateister, kristne eller har andre trosrelationer end det kristne?” Også her vil vi sandsynligvis finde, at 80 % af Folkekirkens medlemmer hælder til den sidste mulighed, til trods for at bekendelsesskrifterne bygger på den første mulighed. Hvis vi uddyber dette ved at undersøge, hvor mange der tror på kødets opstandelse, og hvor mange der tror på reinkarnation, vil vi utvivlsomt opdage, at der er flere medlemmer af Folkekirken, der tror på reinkarnation, end der tror på kødets opstandelse.

Selv om vi ikke kender de endelige procenter, er der næppe nogen – ej heller blandt præsterne – der er i tvivl om tendenserne i nutidens folkereligiøsitet, og hvad der gør det endnu vanskeligere for Den Danske Folkekirke i sin nuværende form er, at tendensen i den beskrevne retning bliver mere udpræget år for år. Folkekirken har således ikke primært et pædagogisk problem, men et indholdsproblem.

Det store spørgsmål er: Skal Folkekirken defineres som folkets kirke, eller som en evangelist-luthersk kirke med rødder i den paulinske kristendom. For mig og mange andre er det uforståeligt, at præster i dag med god samvittighed kan døbe, vie og begrave mennesker ud fra ritualer og bekendelser, som måske kun 20% af deltagerne tror på og kan gå ind for. Det mest absurde eksempel herpå er, at antageligt langt over halvdelen af fadderne ved dåbsritualet siger ja til en form for kristen bekendelse, som de ikke har noget forhold til og ikke kan gå ind for, og at de yderligere siger ja til evt. at hjælpe barnet med at vokse op som kristen, uden at de ved hvad den luthersk-evangeliske kristendom er. Det er således karakteristisk, at de måske 80% af medlemmerne i den danske folkekirke, som vil svare ja til den sidste af de to muligheder ved de første tre spørgsmål ovenfor, tror, at deres egen forestilling om kristendommen er identisk med Folkekirkens officielle tolkning af kristendommen. Men i deres egen forståelse svarer de ja til en relativ åben og universel folkereligiøsitet med et religiøst, spirituelt og kulturelt islæt inspireret af Jesu liv og lære. Og hvad der sætter et endnu større spørgsmålstegn ved den nuværende Folkekirkes berettigelse, er at måske 80 % af ja-sigerne ved dåb og konfirmationer svarer ja pga. kulturens og historiens rødder og ikke med en baggrund i eget eksistentielle og personlige valg.

At Kirkeministeren og mange præster forsvarer Folkekirkens berettigelse med, at vi ikke kan vide, hvad faddernes og forældrenes tro er, må enten skyldes at de søger at lukke øjnene for den virkelighed, som enhver præst står i ved dåb og konfirmation, eller at de selv tolker kristendommen langt bredere end der er lagt optil ud fra bekendelsesskrifterne og Luthers teologi. I første tilfælde er det uhyre betænkeligt, at de søger at forsvare et absurd misforhold, og i sidste tilfælde må de være interesseret i den model til en ny folkets kirke, som skitseres nedenfor.

De vanekristnes situation hvis Folkekirken bliver en ”frikirke”

Hvis Folkekirken og dens præster skal være sandfærdige, og hvis ærligheden skal tone igennem f.eks. dåbsritualet, så kan der kun være to veje at gå. Enten må den evangelist-lutherske kristendom markere sig klart og således frasige sig de måske 80% af Folkekirkens medlemmer, som ikke deler denne opfattelse, eller Folkekirken må ændre sig således, at den igen bliver en ægte folkets kirke, der repræsenterer den livsindstilling og de trosforestillinger, som flertallet af dens medlemmer har i dag. Hvis den første model vælges, må vi se i øjnene, at Folkekirken må ophøre, og den kristne kirke i Danmark må blive en frikirke eller valgmenighedskirke ud fra samme model, som man kender fra f.eks. USA, hvor der ikke er nogen samfundsstøttet kirke, og hvor der er fuld økonomisk ligestilling mellem alle trossamfund. Hvis den sidste model vælges, må vi forvente at en vis del af præsterne vil melde sig ud af Folkekirken og danne deres egne menigheder, som er i overensstemmelse med f.eks. en af de store strømninger i den historiske danske kristendom såsom Indre Mission, Grundtvigianisme eller Tidehverv.

Vanskeligheden ved ophørsmodellen er, at i forhold til et land som f.eks. USA har en relativ stor del af befolkningen i Skandinavien ikke har et aktivt religiøst liv, og alligevel kan denne del af Folkekirkens medlemmer ikke kan tage så stort et skridt som det er at melde sig ud af ”kristendommen”. Ca. 20% af den danske befolkning er ateister, har en eller anden form for nyreligiøs eller østlig livsopfattelse eller er muslimer. Blandt de ca. 80% der er medlemmer af Folkekirken, opfatter antagelig kun 10-30% sig selv som aktive kristne i traditionel forstand. Dvs. at måske 60% af befolkningen vil stå uden kirkeligt tilhørsforhold, såfremt Folkekirken ophæves, således at kun de kristne, der er så aktive, at de vil betale et væsentligt beløb til deres præst og kirke, forbliver en kristen menighed. Nogle præster vil hilse dette velkommet, for det svarer til at gå tilbage til urmenighederne, idet mennesker bliver nødt til at tage stilling og så vælge enten at være kristne eller ikke at være kristne. I denne situation vil der komme en større menighedsopbakning bag præsterne kombineret med usikre lønforhold for alle ”ansatte”. Vanskeligheden ved denne model er, at tusinde års kristen kultur vil glide endnu mere bort fra de ca. 60% af befolkningen, og denne store befolkningsgruppe vil mangle et samlingspunkt i forbindelse med livets overgangsritualer som dåb, vielse, begravelse og ved religiøse højtider som jul og påske, og mange af dem vil savne et fokus for sjælesorg i forbindelse med dødsfald og eksistentielle kriser.

 
En model for en nutidig folkets kirke

Lad os forestille os følgende model for en fremtidig folkets kirke: Befolkningen kan via Folketinget vælge en model, der skal repræsentere folkeflertallet. I denne model kan der tages vidtgående hensyn til både den kristne kulturelle arv og til befolkningens nuværende trosforestillinger. En sådan model må bygges på en tidssvarende trosbekendelse som f.eks.:

  • Jeg tror på det guddommelige forsyn, der har skabt universet, som er dets iboende ånd, og som stimulerer og inspirerer menneskehedens åndelige værdier og vækst.
  • Jeg har tillid til Jesus Kristus som mit forbillede, og jeg tror på de medmenneskelige værdier og idealer, som han har stimuleret i den kristne kultur.
  • Jeg har tillid til, at jeg ved ydmyghed og ved en etisk og medmenneskelig livsførelse får del i et evigt liv, der er under forsynets velsignelse og beskyttelse.


En kristendomsbekendelse af denne art vil antagelig kunne samle politisk flertal og vil antageligt kunne bekræftes af 80% af Folkekirkens medlemmer. Den er ikke i strid med de luthersk-evangeliske bekendelsesskrifter, selv om de fra en synsvinkel i luthersk teologi vil betragtes som særdeles udvandede. Til gengæld er de åbne for de langt mere universelle religiøse forståelser, som det moderne menneske i et land som Danmark har. Og de giver stor frihed til, at den enkelte præst, den enkelte menighed og det enkelte menneske kan bringe sine religiøse erfaringer og øvrige religiøs-filosofiske tolkninger ind i en kristen klædedragt.

Det er et åbent spørgsmål, om så åben og universel en trosbekendelse er kristen. Antageligt vil 80% af Folkekirkens medlemmer synes, at den er kristen, medens de fleste nuværende præster vil føle formuleringen så udvandet, at de vil se den som et grundlæggende opgør med den historiske kristendom. Her må vi nødvendigvis tage det spørgsmål op, om den historiske kristendom virkeligt repræsenterer den guddommelige mening med kristendommen og Jesu lære. I denne tid er der stor opmærksom på, om f.eks. gnostikernes og katarernes kristendomsforståelse i virkeligheden var tættere på Jesu lære, end den sejrende kirkes forståelse er. Og tiden er utvivlsomt inde til, at vi må tage et opgør med historiens teologiske udvikling for at nå tilbage til den undervisning, som Jesus gav. Og selv ved denne undervisning må vi stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus undertiden anvendte nogle malende samtidsbilleder – f.eks. om himlen og helvede – som var pædagogisk virksomme, uden at han gav disse billeder den betydning, som en senere tids teologi har givet den! Det er også karakteristisk, at Jesus sjældent talte om at tro på ham, men snarere talte om at tro i den forståelse, at tro giver et tillidsforhold til Gud, som igen skaber en indre åbning til Guds Rige som en levende og kærlig virkelighed.

Uanset hvor kritiske mange af nutidens præster måtte være over for en bredere kristendomsforståelse som i eksemplet ovenfor, må de imidlertid erkende, at det er absurd at tale om en folkekirke, som er helt ude af trit med befolkningens kristendomsforståelse. Konsekvensen af at ville være sandfærdig og ærlig må nødvendigvis blive, at enten må Folkekirken ophæves eller også må bekendelsesgrundlaget ændres!

 
Den brede forkyndelsesfrihed

I praksis kunne modellen for folkets kirke bygges op således, at den enkelte præst har så udpræget en forkyndelsesfrihed, at han eller hun ikke bare kan repræsentere en traditionel kristendomsretning, men også at han eller hun kan repræsentere en moderne jungiansk kristendomstolkning eller have en kristendomstolkning, der kan minde om den gnostiske, og som måske også kan indbefatte en forståelse af bevidsthedsudvikling og åndelig hengivenhed, der kan minde om traditioner i Middelalderens katolske kirke, eller kan have en forståelse der indbefatter, at det evige liv også kan ytre sig gennem en stadig bevidsthedsudvikling, der veksler mellem fysiske inkarnationer og åndelige bevidsthedsplaner, jævnfør moderne reinkarnationstolkning og jævnfør den forskning som den danske teolog Karl Åge Kierkegaard repræsenterer i sin lille bog: ”Er reinkarnation i overensstemmelse med kristendom”. Konsekvensen af den brede forkyndelsesfrihed er ikke at kristendommen forlades, men at de teologiske monopoler på tolkning af kristendommen brydes, således at befolkning og præster får friheden tilbage til at forholde sig til evangeliet ud fra den nutidige bevidstheds forudsætninger. Ingen teolog har således nogen som helst kompetence til at fortælle, hvad den sande kristendom er. Alene forskellighederne mellem de mange retninger og kirker i den vestlige verden viser det absurde i at en bestemt teologisk retning påberåber sig retten til at fortælle befolkningen, hvad den sande kristendom er.

Det grundlæggende problem er, at befolkningen længe har betalt til en teologisk retning, som ikke længere giver den åndelige næring og støtte, som er ideen med Folkekirken. Befolkningen og Folketinget bør således tage retten tilbage til at bestemme, hvilket indhold folkets kirke skal have, og præster må enten repræsentere den kristendomsforståelse som er den højeste fællesnævner for kirkens medlemmer eller forlade Folkekirken og danne frimenigheder i stedet for som nu at lukrere på medlemmernes mangel på vågenhed over for at kræve en tidssvarende kristendom.

En fordel ved en tidssvarende kristendomstolkning er, at den bredere forkyndelsesfrihed ikke længere tvinger præster til blot at nyformulere en religiøs forståelse, som er ude af trit med det moderne menneskes forståelse, men giver dem en ret til at nytolke kristendommen ud fra Det Nye Testamente kombineret den bevægelse, der sker i befolkningen og i vort videnskabelige verdensbillede. Dette kan igen skabe nyt liv i kirkerne således, at befolkningen igen kan føle at de deltager i folkets kirke. De præster, som ikke føler, at de hører hjemme i en sådan kirke, har da frihed til at vælge den fra og hævde, at de repræsenterer den sande luthersk-paulinske kristendom. Konsekvensen af deres standpunkt kan blive, at de danner valgmenigheder eller frimenigheder og da befinder sig i samme situation, som de kristne gjorde i de første århundreder, før kristendommen blev en statsreligion. Den beskrevne reform af Folkekirken handler således ikke om at nå frem til, hvad der er den sande kristendom, men at frigive kristendomstolkninger som kan hjælpe det moderne menneske i sin åndelige søgen og i sit behov for et alment kristeligt eller universelt kristeligt tilhørsforhold.

Hvis vi samtidigt forestiller os, at folkets kirke bliver støttet af samfundet gennem en minimal kirkeskat, medens frimenigheder beror på egen økonomi, kan vi stille spørgsmålet: Hvor mange af nutidens præster kunne tænkes at ville forlade den økonomiske tryghed i folkets kirke og forbundentheden med den brede befolkning, for i stedet at danne en frimenighed med dens økonomiske usikkerhed og dens større opbakning af ”ægte kristne”? Antageligt vil vi her se det samme billede gå igen, at ca. 20% af nutidens præster vil føle sig dårligt tilpas i en for dem at se udvandet folkekirke. Og der vil utvivlsomt være fuld forståelse for og respekt af de valg, som disse præster måtte tage.

 
Økonomi og organisering i folkets kirke

Hvis der skabes så gennemgribende en reform af Folkekirken, som beskrevet, kunne tiden være inde til at skabe tidssvarende økonomiske rammer for folkets kirke. Disse rammer kunne f.eks. være, at sognene opløses og erstattes af en struktur, der svarer til, at de enkelte folkekirkemedlemmer tilknytter sig den præst og menighed, som de føler størst samklang med. I den forbindelse vil det være naturligt at lade præstelønningerne gennemgå en reform svarende til, at der blev færre præster, og at præsterne delvist blev aflønnet som privat praktiserende læger, således at deres arbejdsbyrde og løn kommer i større overensstemmelse med hinanden, end det er tilfældet i dag.

I forbindelse med en udstrakt grad af ”sognebåndsløsning” kunne hver præst åbent beskrive sin kristendomssforståelse og hvilke ritualer ud af f.eks. tre mulige, som han eller hun vælger at anvende i kirken. Endeligt kunne en åben folkets kirke indbefatte at kirkeskatten nedsættes betydeligt, således at dette område af samfundslivet underkastes samme økonomiske vilkår som i andre områder. Derved kommer der en bedre overensstemmelse mellem ydelse, funktion og hvor stor en del af samfundets økonomiske resurser der anvendes.

Med hensyn til anvendelsen af de mange kirkebygninger kunne der tænkes den løsning, at kirker ejes af selvejende institutioner. Bestyrelsen for disse institutioner kunne være brugerne af kirken, herunder præster og repræsentanter for menigheder kombineret med udpegede repræsentanter fra den lokale kommune. Under en sådan ordning kunne kirkebygninger udlejes til andre menigheder og religiøse fællesskaber end folkekirkeinstitutionen. Det vil her være naturligt at åbne kirkerummene for frikirkers gudstjenester, og det kunne være op til bestyrelsen at åbne mere eller mindre for religiøs aktivitet, der ligger i grænseområdet mellem kristendom og nyreligiøsitet.

Med hensyn til den kirkelige organisering i den beskrevne folkets kirke, vil det være værd at overveje helt at afskaffe strukturen med provster og biskopper. Derved vil man vende tilbage til urkirkens oprindelige struktur, hvor hver menighed er autonom, og hvor menigheder kan gå sammen i menighedsnetværk, der deler samme kristendomsforståelse, og som gerne vil udveksle med hinanden. Den åbne netværksstruktur er meget mere i tidens ånd end de gamle kirkestrukturer, som i virkeligheden er et levn fra en periode, hvor det kirkelige hierarki skulle fører tilsyn med præsterne og skulle repræsentere en ganske bestemt teologisk opfattelse. I vore dages Danmark er der ingen teologisk retning, som kan påberåbe sig den eneste sande kristendomsforståelse. Og hvis udtrykket folkekirke skal tages alvorligt, må det betyde, at den præst, som bakkes op af sin menighed, og på den måde kan være med til at skabe et meningsfuldt religiøst rum eller fællesskab for denne menighed, kan støttes af samfundet, uanset om den pågældende præst er teologisk uenig med andre teologer, som pr. definition ikke har større ret til at hævde, hvad den rigtige kristendom er end andre præstekolleger.

En konsekvens af en sådan åbenhed kunne blive, at folkets kirke accepterer præster, som ikke har en uddannelse fra de teologiske fakulteter, men kan have en religiøs spirituel forståelse og åbenhed, som f.eks. kan repræsentere en hjertets kristendom, der bedre responderer på nutidens religiøse behov end de former for hovedets teologi der kultiveres via mange års studier. Det kunne f.eks. betyde at franciskanermystik kunne få indflydelse i folkets kirke, og at fremtidens præster ville stå meget bedre rustet til spirituel vejledning og til dybdepsykologisk sjælesorg end de præster, der primært har deres baggrund i en mangeårig teologisk uddannelse. Også på dette punkt vil folkets kirke repræsentere dele af en tilbagevenden til urkirkens blomstrende spiritualitet.

 
Behovet for en ny kristologi

Det er et stort spørgsmål, om folketingets politikere tør kræve en reform, der går imod bispevældet og de teologiske autoriteter. Hvis ikke må vi vente på at misforholdet mellem kirke og befolkning bliver endnu mere absurd eller vi må håbe, at der kommer en ny Luther eller Grundtvig, der tør tale teologiske dogmer eller skoler midt imod og nyformulere kristendommen i en sådan dybde og med en sådan gennemslagskraft, at der sker en ny teologisk reformation på bjerget, og at folkekirken tilføres levende og universel ånd. Det vigtigste element i den næste reformation i kristendommens historie vil utvivlsomt blive en ny kristologi, som har rødder i store mystikeres Kristus-forståelser – jf. Hildegaard og Sct Augustin – og som lægger vægt på Kristus som en udstrømmer af Guds kærlighed til alle mennesker, som en forløser af menneskets eksistentielle ensomhed og egocentricitet og som en forener af alle menneskesjæle i en hellig kommunion – en indre delagtighed i kærlighedens, lidelsens og opstandelsens mysterium. Det er fornyelsen af kristologien via dybderne og universaliteten i Johannesevangeliet, som på længere sigt kan blive Folkekirkens redning, men indtil denne slår igennem i bekendelsesskrifterne og bliver forståelig og acceptabel for den brede befolkning, må vi forlange, at Folkekirkens nuværende misforhold mellem det teologiske grundlag og folkekristendommen ophører.